Foredrag om Koldingkjolerne
Tilmeld
FOREDRAG PATCHWORK EGEDAL
Har du mon hørt om eller selv oplevet Koldingkjolerne på Koldinghus – eller læst den fine artikel i Kludemagasinet nr. 2 fra april 2026? – er du nysgerrig på historien bag?
Vi har været så heldige, at vi kan afholde et
spændende foredrag med Annette Herbst – formidlingsudvikler og tekstilansvarlig på Koldinghus.
Tirsdag den 3. november 2026 kl. 19 – ca. 21 i Egedal Kulturhus Store sal
En fantastisk fortælling om et sam-syningsprojekt og værdifuld genbrug af vores kulturarv.
Mange af os har disse smukke hvide broderede duge og andre boligtekstiler liggende i vores skuffer. Eller kniplinger og hæklede kanter på andre små brugstekstiler. Sågar mellemlægsservietter kommer i spil.
Ofte bliver de ikke brugt mere, og tit er de gamle og måske lidt møre eller med pletter, men de repræsenterer stadig et helt fantastisk håndværk og nogle helt særlige traditioner, der handler om godt håndværk og en bevidsthed og omhyggelighed i at bruge og håndtere tekstiler i flere generationer.
Disse tekstiler sætter vi i spil ved Koldingkjole projektet. 2 smukke kjoler er allerede skabt og endnu en har snart ”præmiere”.
Hør Annette Herbst fortælle om sit spændende arbejde på Koldinghus systue. Se og hør om dette og om tilblivelse af kjolerne, et mesterværk ud i patchwork blokke. Annette fortæller om arbejdet generelt på systuen, hvor mange frivillige er beskæftiget. Se de smukke kjoler der er skabt af flere hundrede kvinder, der har fortalt deres historier og bidraget med stykker til kjolen.
Sy-damerne på Koldinghus har, efter modtagelse af blokkene, syet de mange, mange stykker sammen og skabt en ny historie som står på benene af de smukke gamle tekstiler.
Der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål, og få en god snak om betydningen af vores håndarbejders værdi som kulturarv. For mange har håndarbejde en meget vigtig betydning for vores livskvalitet og kreative udfoldelser.
Sted: Egedal Kulturhus, Rådhustorvet 2, 3660 Stenløse
Pris: 75 kr.Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 26018
Pris
- Almen
- DKK 75,00